Karup Vandværk

Forside            Takstblad     Værkerne     Vandkvalitet   Kontakt

Måleraflæsning           Vedtægter        Regulativ        Årsberetning        Regnskaber

 

Beretning for Karup Vandværk 2017

Generalforsamling foreløbigt referat

Karup Vandforsyning har den 14. marts afholdt ordinær Generalforsamling på Hotel Karup med 33 spørgelystne fremmødte.

Foranlediget af stor omtale i dagspressen den pågældende dag om pesticider og pesticiderester i rigtig mange vandværksboringer rundt om i landet, var det store spørgsmål fra fremmødte allerede ved ankomsten ”har vi også chloridazon i vore drikkevand”, til hvilket formanden med stor tilfredshed kunne fortælle, at bestyrelsen havde været forudseende og allerede i oktober måned havde ladet de to værker undersøge for chloridazon, choridazon-desphenyl og chloridazon-methyldesphenyl, og at resultatet udviste ingen målelig tilstedeværelse. Undersøgelser der selvfølgelig havde været bekostelige, men alligevel betryggende at få gennemført og ikke mindst at få resultatet. Herudover har der i det oppumpede råvand været analyseret for alle øvrige listede 34 pesticider uden målelig tilstedeværelse, samt et stort antal af metaller og forbindelser. Alt i alt er drikkevandet af en meget høj kvalitet med en meget lav hårdhed på ca. 5, vel vidende at der af og til kan forekomme løsrevne belægninger fra forsyningsledningerne. Problemer der er uheldige men heldigvis ikke sundhedsfarlige, og som stammer fra tidligere tiders ikke tilstrækkelige rensning af vandet for okker og mangan.

Grundvandsbeskyttelse og bevaring af vores grundvand har stor bevågenhed, og bestyrelsen har af to omgange været til møde med Viborg Kommune, Miljø og Erhverv, for at få vished for at der føres kontrol med aktiviteter tæt på vandværkets boringer, hvilket er blevet garanteret af kommunen.

I beretningen kom formanden desuden ind på de øvrige hændelser i året, og bl.a. at forbruget hos de 961 andelshavere fortsat er dalende, og at gennemsnitsforbruget for en boligenhed i 2017 ligger på ca. 84 m3 pr. år, og at vandværket derfor er nød til at hæve priserne med ca. kr. 200,00 pr. år pr. boligenhed, da de faste omkostninger er tildels uafhængig af forbruget. Betalingerne for 2018 er som sådan følgende og fordeler sig pr. kubikmeter på følgende poster: Vandværket kr. 4,00, spildevandsbetaling til Energi Viborg kr. 38,90, statsafgift/grundvandsbeskyttelse/moms kr. 18,69. Alt i alt pr. kubikmeter for vand ind- og ud af huset kr. 61,59. Den årlige faste betaling og målerleje udgør kr. 440,00 plus moms. Her skal for god orden skyld nævnes at Karup Vandværk ingen indflydelse har på spildevandsbetalingen til Energi Viborg.

Regnskab og budget blev gennemgået og godkendt efter få afklarende spørgsmål. Bestyrelsen havde for opfølgning af tidligere års regnskab og opstilling af nærværende regnskab entreret med Revisionsfirmaet Peder Holt, Brande, hvilket blev vel modtaget af fremmødte.

Generalforsamlingen sluttede med gennemgang af ajourføring af vandværkets 32 år gamle vedtægter, der følgelig blev godkendt, men jf. vedtægterne skal genfremsættes for endelig vedtagelse.

Formanden afsluttede generalforsamlingen med at takke foreningens administrative forretningsfører Kate Nielsen og daglige driftsbestyrer Morten Poulsen for året der er gået, og i særdeleshed for det konstruktive samarbejde, der har været de pågældende og bestyrelsen imellem.

På vegne af bestyrelsen

Niels Christian Ravn

 

Karup Vandværk Vandværksvej 7470 Karup